+   N Y H E D E R   +

12-03-2010 Break Even er et hit på IACmusic.com
De første 2 ½ måned i 2010 tegner godt, lige nu hitter vi på Independent Artists Company hvor vi de første måneder i 2010 er blevet spillet 18.437 gange gennem denne side.
Tjek Independent Artists Company ud på IACmusic.com...


11-03-2010 Break Even spiller i Rosmus, Randers, Herning i Ribe i foråret
Vi har netop blevet booket til at spille 4 koncerter i foråret, hvis du vil se og høre noget rock er muligheder disse steder... Håber at se dig...

28-01-2010 Break Even spiller i Herning den 16 april
Break Even spiller den 16 april på RockStjernen i Herning... Det bliver en aften med to bands. Det andet band er "High On The Road" så der bliver god musik for næsten ingen penge
Tjek RockStjernen ud på Rockstjernen.dk...


26-01-2010 "Hypnotized" er endnu engang med i TV programmet "HA DET GODT".
Små lydklip af nummeret "Hypnotized" er blevet brugt på DR1 i programmet "Ha det godt" et program hvor Marianne Florman og Chris MacDonalds, vil have os til at dyrke motion og spise sundt. Det er det vi er nu med første og tredie afsnit. Se programmet her .


17-01-2010 Break Even fanside på FACEBOOK...
Vi i bandet Break Even har lavet os en lille fan side på facebook. Vi håber meget at du vil være med...
Tilmeld dig her: FACEBOOK...


13-01-2010 Break Even spiller på Rock Shock Festival den 12 februar kl. 22:00
Vi er netop blevet booket til Rock Shock Festivalen i Aars, som er en indendørs "vinter" festival, som løber weekenden fra den 12. til 14. februar. Festivalen vil i år ud over Break Even blive besøgt af 50 fede bands fra ind og udland blandt andet Carpark North, Mads Langer, Mercenary og The Rumour Said Fire.
Tjek festivalen ud på Rockshock.dk...


12-01-2010 Mik B. er ny trommeslager i Break Even.
Break Even har fået ny trommeslager, Mik B. er trådt til fra tirsdag den 12 januar 2010. Mik mødte op forberedt og spillede sangene med overskud og liv, så i har noget at glæde jer til næste gang vi spiller live. Vi glæder os meget til fremtiden, som kun kan blive spændende og sjov.
Vi har desværre ikke fået taget nogle pressebilleder endnu af det nye Break Even, men til dem som vil se hvem Mik B. er kan de smutte ind på vores FACEBOOK og tjekke ham ud..


07-01-2010 Fed musik på DR1, "Hypnotized" er med i TV programmet "HA DET GODT".
Små lydklip af nummeret "Hypnotized" er blevet brugt på DR1 i programmet "Ha det godt" et program hvor Marianne Florman og Chris MacDonalds, vil have os til at dyrke motion og spise sundt. Det er det første afsnit. Og første gang det afspilles er ca 12 minutter og 40 sekunder henne i klippet. Se programmet her .


31-12-2009 Kian forlader Break Even
Kian Mejdal har, efter længere tids overvejelse, valgt at forlade Break Even for at prøve kræfter med nye projekter.
Kian Mejdal var i 2004 med til at starte Randers-bandet sammen med sanger/guitarist Martin von Seelen og bassist Allan Ørberg. Siden da har gruppen i denne konstellation bl.a. optrådt mere end 100 gange i både ind- og udland, været signet og udgivet to studiealbums.
Kians stop i bandet er sket på ganske udramatisk og kammeratlig vis. Vi skilles som venner og har ønsket hinanden held og lykke i musikbranchen fremover.
Resten af bandet (Martin von Seelen og Allan Ørberg) har ingen planer om at ligge bandet på hylden. Break Even fortsætter som duo indtil, vi finder den rigtige trommeslager. Bandet er allerede så småt gået i gang med nyt materiale, og søger derfor efter en afløser på kortere eller længere sigt, og eventuelt interesserede opfordres til at tage kontakt...


13-12-2008 Tysk anmeldelse af Plus
Det store tyske musiksite, Nordische Musik, har anmeldt vores seneste album, Plus. Tyskerne giver os 3 stjerner for sangkvalitet, 3 stjerner for fortolkning og 4 stjerner for lydkvaliteten - alt sammen ud af 6 stjerner. Du kan læse anmeldelsen samtidig med, du pudser dine tyskkundskaber af ved at klikke her - Alle Rezensionen zu Break Even .


13-10-2008 Pressemeddelelse: Break Even på international musikmesse
Det randrusianske rockband Break Even, som i februar i år udsendte deres andet album Plus, er netop kommet hjem fra en tre dages promotiontour i Berlin – uden at have spillet så meget som en strofe. Bandet lod nemlig instrumenterne stå i øvelokalet, smurte stemmebåndende og rejste i dagene 8.-10. oktober til den store internationale musikmesse, Popkomm. Her mødtes små 1.000 branchefolk fra musikindustrien verden over, for at præsentere det, de kan tilbyde med til den musikalske godtepose.

Break Even var ikke blandt de udvalgte danske bands til at spille, men tog alligevel af sted for egen regning, for at skabe nogle internationale kontakter i pladeindustrien og lave en masse promotion for deres nye album. Om dette udtaler bassist Allan Ørberg: ”Vi tog derned uden en decideret strategi, for ingen af os vidste helt, hvad vi skulle forvente af sådan en messe. Da vi ankom lavede vi en stor liste over de stande og folk, som vi gerne ville snakke med. Derefter har vi gået rundt på standene og afleveret vores materiale, snakket med nogle mennesker og så vil vi følge op på de kontakter i de kommende uger.”

Bandet har ikke nogen fornemmelse af, hvordan det er gået med den forretningsmæssige del, men er positive indtil andet er bevist. Det er der også god grund til, da bandet er returneret til Danmark med anerkendende tilkendegivelser fra store internationale selskaber som Universal Music Group og Warner Music, der står bag udgivelsen af mere end hver fjerde solgte CD på verdensplan.

Om dette udtaler Allan Ørberg: ”Den første dag vi var dernede, følte vi os en smule malplaceret og det hele var lidt uoverskueligt, men vi kom ret godt efter det de to følgende dage. Vi har i særdeleshed fået meget positive tilkendegivelser fra pladeselskaber, distributører og bookere fra lande som Tyskland, Luxembourg, Finland og Rusland. Derudover snakkede vi selvfølgelig også med branchefolk fra resten af verden og i særdeleshed Europa, men det er endnu for tidligt at sige, om det kan føre til noget – vi håber det selvfølgelig.”

Break Even har eksisteret i fire år og har to albums, en pladekontrakt med Midget Records, mere end 100 afviklende koncerter i både ind- og udland, samt supportjobs for navne som Rock Hard Power Spray og Thomas Buttenschön, i bagagen.


11-10-2008 Kunsten at networke
Så er vi hjemme igen efter tre dages intens messevirksomhed på Popkomm i Berlin - sikke da en omgang! Vi vil snarest udsende en lille pressemeddelelese, hvor vi forklarer lidt om hvad vi egentligt har gået og lavet, og hvad vi har fået ud af vores anstrengelser. I mellemtiden kan du læse et lille interview, Allan gav til Stine Ditlevsen fra BandBase nede på messen - Kunsten at networke.


05-10-2008 Ishuset i Hobro udsat
Vi har desværre, af forskellige årsager, set os nødsaget til at udsætte vores koncert den 14. november i Ishuset i Hobro til en gang næste år. Vi beklager naturligvis meget, men kan i samme åndedrag afsløre, at vi allerede nu arbejder på at have en ny dato klar snarest muligt, så vi kan komme forbi og blæse lidt rock ud i det midtjyske.


04-10-2008 Break Even på Popkomm
I dagene 8.-10. oktober tager vi afsted til verdens største musikmesse for pladeselskaber, Popkomm i Berlin. Vi drager afsted allerede tirsdag nat, så vi er helt klar fra onsdag formiddag, hvor messen officielt begynder. Skulle du derfor være i nabolaget og have lyst til en lille snak, kan vi findes på RecordLabel.dk's plads i hal 18 på stand 305b alle dage til messen lukker fredag kl. 17:00. Vi ser frem til et par spændede dage i Berlin og håber at have et par gode nyheder med hjem i bagagen.


25-09-2008 Så går det løs i weekenden!
Så er det dagen før dagen, hvor vi rykker en weekend ud af kalenderen og drager øst på, for at spille lidt af det dersens rock n' roll alle de unge mennesker går og snakker om. I morgen går det løs på Lygten Station i København NV, hvor vi skal spille to sæt af 45 min. fra kl. 22:00. Det koster kun 40 kr. at komme ind, hvilket vi vel hurtigt kan blive enige om, er som fundet til de penge. Derfor kan du jo passende lige hive dine nærmeste 100 venner med på Lygten Station i morgen, hvis du er i Kbh-området - så siger vi tak og trykker pedalen i bund! Lørdag er det Assens på Fyn der står for tur, når vi kl. 22:00 indtager Tobaksgaarden og brager 1½ times rock n' roll ud af højtalerne. Vi ses i weekenden, deal?


13-09-2008 Tilbage i øvelokalet
Efter sidste uges brag af en koncert på Café von Hatten er vi efterhånden igennem vores lille program af sommer- og sensommerjobs. Derfor går vi allerede i næste uge tilbage i øvelokalet og rydder tavlen med det formål at skrive nogle nye numre. Hvor mange numre det bliver til, hvilket udtryk vi ender med at have og hvornår vi evt. kan udgive noget, har vi absolut ingen anelse om. Vi har hver især nogle idéer og forslag til hvordan vi godt kunne tænke os at lyde, men vi har ikke nogen overordnet plan at forholde os til, udover at alt skal afprøves. Vi meget spændte og glæder os ekstremt meget til at begynde skriveprocessen igen, og så må vi se hvor vi ender, når vi engang kommer så langt. Ha' det godt til vi snakkes igen ;) !


07-09-2008 Billeder fra Hatten
Så har vi uploaded de svedige billeder, bogstaveligt talt, fra gårsdagens koncert på Café von Hatten i Randers. Som altid var den en ren fornøjelse at spille på Hatten og vi takker for de mange rosende ord, vi fik med på vejen efter vores koncert. Tjek selv billederne ved at klikke HER.


04-09-2008 Café von Hatten på lørdag - husk det så!
Bare lige en lille reminder på, at vi spiller på Café von Hatten i Randers på lørdag kl. 22:00. Hvis du er i nabolaget, er det derfor oplagt at stikke hovedet ind og høre lidt af det dersens nymodens rock og rul, alle de unge mennesker snakker om. Koncerten på lørdag er i øvrigt vores første offentlige optræden som trio i to år, hvilket jo i sig selv er helt mesterligt spændende og noget man ikke bør gå glip af. Inden vi går på, viser Hatten også fodboldlandskampen mellem Danmark og Ungarn på storskærm direkte fra Puskas Stadion i Budapest, så der er nærmest ingen undskyldninger for ikke at møde op - INGEN!


28-08-2008 Der var en, der var to, der var 103!
Det er just lige gået op for os, at vi fornyeligt faktisk har kunnet fejre koncertjubiluæm og i samme ombæring opnået en form for milepæl i vores lille ensemble. Vores koncert på Bork Havn Musikfestival i starten af august var således vores optræden nr. 100 med Break Even siden den spæde start tilbage i foråret 2004. I aftes spillede vi i øvrigt til Dansk Musiker Forbunds årskongres i Randers og dette job var nr. 103 i rækken - bare lige en kort servicemeddelelse til dem der sætter kryds i kalenderen og er interesseret i den slags ubrugelige oplysninger. Vi håber naturligvis at kunne fejre mange og flere lignende jubilæer de kommende år. Ha' det smukt til vi snakkes igen!


25-08-2008 Kort anmeldelse af PLUS
MUSIKEREN - Fagbladet for professionelle musikere bragte i deres juli/august udgave en lille anmeldelse af PLUS. Anmeldelsen er skrevet af Marcus Winther-John, som bl.a. er kendt som forsanger i det hedengangne Inside The Whale og sit samarbejde med Tim Christensen, og han beskriver kort PLUS som et gennemarbejdet, vellydende album, der emmer af direkte rock uden alt for mange dikkedarer. Læs hele anmeldelsen på MUSIKERENs hjemmeside ved at klikke HER. Vi siger tusind tak, Marcus ;) !


21-08-2008 Artist of the Day på IACmusic.com
Det store amerikanske musiksite IACmusic.com, som køres af Independent Artists Company og KIAC, har udnævnt os til 'Artist of the Day' på denne fremragende augustdag. Går man ind på IACmusic.com vil man således kunne se, at vores pressefoto pryder forsiden af deres site og at vi beskrives som 'Melodic vocal rock with energy from Denmark'. Vi håber du lige vil tage dig tid til at svinge forbi og tjekke det ud. Se i øvrigt også vores profil på IACmusic ved at klikke HER.


17-08-2008 En beklagelig nyhed
Det er med beklagelse, at vi må meddele, at guitarist Carsten Sørensen pr. dags dato ikke længere er en del af Break Even. Vi ønsker ikke at oplyse de videre omstændigheder vedrørende vores brud med Carsten, men vil gerne kraftigt understrege, at bruddet er sket i en kammeratlig tone og at vi skilles som venner. Derfor vil vi også gerne takke Carsten for de to år, han var med i bandet og ønske ham al mulig held og lykke fremover. Hvorvidt vi skal have en ny fast guitarist, har vi endnu ikke besluttet, da det hele stadig er så nyt. Vi søger dog under alle omstændigheder en afløser på kortere eller længere sigt. Martin vil påtage sig sin gamle rolle som guitarist i bandet, indtil vi har en ny løsning på plads.


15-08-2008 Billeder fra Bork Havn Musikfestival
Vi ville bare lige lade Jer vide, at der nu er billeder fra vores koncert på Bork Havn Musikfestival sidste lørdag - tjek dem her eller se under 'Live'. Også lige en tak til alle dem som mødte op den dag i Det Irske Telt og støttede os. Vi håber I kunne li' det og det varmede med de mange rosende ord efterfølgende. Vi gi'r sgu en omgang i baren, hvis vi kommer igen næste år!


11-08-2008 Fedt Svendborg!
Bare lige en lille hurtig tak til de mange mennesker, der i lørdags var mødt op for at høre os, Thomas Buttenschön og Lis Sørensen til koncerten på havnen i Svendborg. Det var en fed oplevelse for os at spille for Jer - mange tak for støtten ;) ! Hvis nogen af Jer i øvrigt skulle have 'kommet til' at tage nogle billeder af vores koncert, må I meget gerne sende dem til os, da vi ikke selv havde en fotograf med - mailadressen er .


03-08-2008 Fatter Eskil i Århus på tirsdag
Efter et veloverstået job i går på Bork Havn Musikfestival, har vi nu taget hul på vores lille række af sensommer-/efterårsjobs. Der er dog sket det, at vi er blevet tilbudt at spille en lille koncert på Fatter Eskil i Århus på tirsdag og det har vi været så nævenyttig frække at acceptere. Vi skal således spille nu på tirsdag - den 5. august - og stedet er, som nævnt, Fatter Eskil i Århus, hvor vi sammen med et andet band vil tilbyde en aften med masser af god musik fra den danske undergrund. Arrangementet starter kl. 21:00 og det koster kun 30 kr. at komme ind, så hvis du er i nabolaget, skal du være mere end velkommen til at kigge forbi.


01-07-2008 Jo jo, bevares - vi lever da endnu!
Nu er det efterhånden tre måneder siden vi sidst har givet lyd fra os her på siden og folk skulle jo nødig få den idé, at vi er faldet i et stort sort hul og stoppet med at spille musik for al evighed. Tavsheden skyldes simpelthen bare, at der ikke har været det store at berette om. Efter CD-udgivelsen i februar og vores seneste koncert tilbage i april, har vi haft en lille pause fra bandet og fra at øve, men vi er så småt ved at komme tilbage i gear i øveren frem mod sensommerens koncerter i august og september. Vi kan i denne sammenhæng i øvrigt fortælle, at vi har tilføjet to jobs i kalenderen, begge i Randers, hvor det ene dog er et lukket arrangement. Vi håber at tilføje endnu flere henover efteråret, så skriv endelig hvis du vil have os forbi dit lokale spillested. I må nyde sommeren indtil vi snakkes igen ;) !


04-04-2008 Sidste kapitel i aprilsnarføljetonen!
Randers Amtsavis har i dag bragt en lille notits i avisen, hvor de løfter sløret for, at hele historien om Kians stop i bandet m.m. var en aprilsnar. Dermed kan vi se tilbage på et par dage, hvor vi i den grad har fået noget omtale i den største avis i vores lokalområde - at Randers Amtsavis aldrig nogensinde skriver om os igen, er så en anden sag, men det er et af de små prik livet giver nogle gange. Vi har selvfølgelig været glade for omtalen, men vil også gerne på falderebet understrege, at det aldrig har været meningen at sætte avisens troværdighed på spil - det var bare en aprilsnar. Husk i øvrigt, at vi spiller på Gyngen i Århus om en uge, fredag den 11. april, så kom da lige forbi, hvis du er i området og har lyst til lidt rock n' roll.


03-04-2008 Og så tog det overhånd
Nu har vores lille aprilsnar efterhånden taget det, man på et godt gammeldags dansk kalder overhånd. Randers Amtsavis bragte i dag artikelen med historien om Kians stop i bandet i deres trykte udgave og der må vi sige, at den havde vi godt nok ikke lige set komme. Ikke desto mindre er Kian havnet på forsiden mellem Kronprins Frederik og chefen for Vestas - ikke just et selskab han normalt begår sig i, for at sige det mildt. Det er dog alt sammen meget underholdende, hvis man er til den slags spas, gak og løjer. Klik her for at se artiklen online - Trommeslageren siger op.


02-04-2008 Vi takker for opmærksomheden!
Her på siden kunne man i går læse historien om, at Kian havde forladt Break Even, fordi han var blevet far og havde fået en civil karriere. Her til eftermiddag bragte Randers Amtsavis så historien på forsiden af deres Internetudgave, hvilket vi da er utrolig glade for. Den opmærksomme læser vil dog have lagt mærke til, at datoen ud for historien hedder 01-04-08 og så behøves vi vel ikke sige mere. Derfor vil vi også gerne dementere historien, da Kian ikke er blevet far og ikke har nogen decideret 'civil karriere', ligesom resten af Break Even har ikke øvet med en trommeslager, som tidligere har spillet i et stort københavnsk rockband på tre bogstaver. Musikkendere vil i øvrigt vide, at bandet vi her omtaler er D-A-D, som fra starten af 80'erne frem til 1999 havde en trommeslager ved navn Peter Jensen. Vi vil dog under alle omstændigheder gerne takke Randers Amtsavis mange gange for opmærksomheden! Klik her for at se artiklen - Farvel til Break Even.


01-04-2008 Kian forlader Break Even
Det er med stor beklagelse, at vi i dag må meddele, at vores trommeslager Kian, efter grundige overvejelser og i overensstemmelse med de andre bandmedlemmer, har valgt at stoppe som trommeslager i Break Even. Beslutningen kommer efter, at Kian fornyeligt er blevet far og har fået en civil karriere, som ikke længere kan forenes med livet som musiker. Vi er naturligvis kede af denne udvikling, men skilles som venner og har respekt for hans beslutning. vi vil dog gerne understrege, at vi ufortrødent forsætter med at spille som Break Even og allerede flere gange har øvet med en kompetent afløser, som tidligere har været trommeslager i et stort københavnsk rockband på tre bogstaver. vi vender selvfølgelig tilbage med en opdatering, når vi ved mere om vores fremtidige situation!


29-02-2008 Tickets, tickets...
I næste weekend starter vi på vores lille forårsturné rundt i Danmark og det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi glæder som små hekse op til Sankt Hans til at komme ud og spille igen. Vi begynder fredag den 7. marts i Østerbrohuset i København og forsætter dagen efter, den 8. marts, i Vershuset i Næstved. Billetter til koncerten i Østerbrohuset kan købes hos Billetlugen, mens billetter til Vershuset kan købes hos GAFFA Billet, så det er bare med at komme ud af starthullerne og få fingrene i en billet, ikke sandt?


24-02-2008 Break Even på Bork Havn Musikfestival
Det er med meget stor glæde, at vi kan offentliggøre, at vi skal optræde på Bork Havn Musikfestival lørdag den 2. august kl. 15:00 i Det Irske Telt. Samme dag som os optræder bl.a. også Saybia og Kashmir, så køb din billet allerede nu, hvis du ikke vil gå glip af en fremragende sommerdag med dansk rock på første klasse.


23-02-2008 Tre numre i rotation på DRs DAB-/netradio
I den kommende tid vil 'Hypnotized', 'Goblin's Eye' og 'Bye Bye' være i rotation på DRs DAB-kanal, DR Rock samt netradioerne DR Rock og DR Modern Rock. Vi har endnu ikke fået hul igennem til P3, så det her er da om ikke andet en start. Derfor er det også oplagt, at du lige hiver to minutter ud af kalenderen og ringer, eller skriver, ind til de gode folk på P3 og ønsker et nummer eller to med de der Break Even. Hvem ved, med din hjælp kan det være, at vi lige pludselig en dag brager ud gennem højtalerne på landsdækkende P3. Det kunne vi faktisk ret godt tænke os, hvis nogen skulle være i tvivl!


18-02-2008 Gamle billeder og videoer oppe
Vi har netop ryddet op i de gamle arkiver og tilføjet en masse billeder, og videoer, fra nogle af vores tidligere koncerter rundt omkring i landet. Du kan finde disse klassiske herligheder ved at klikke på 'Live'. Ligger du inde med gode billeder fra nogle af vores tidligere koncerter, som du mener skal op på siden, må du meget gerne sende dem til vores webdisaster ved at klikke .


13-02-2008 Så skal vi på Roskilde...
Ja, det vil sige forhåbentlig da og med din hjælp. Roskilde Festival har lige åbnet for bandønsker til dette års festival, så sving da lige forbi deres hjemmeside og ønsk vores lille band ind blandt de store kanoner. Vi bliver så overlykkelige og skæppeglade, hvis du giver os en stemme, og vi lover, at vi nok skal nok opføre os ordentligt, mens vi er derovre ;) ! Du kan ønske Break Even på Roskilde Festival '08 ved at klikke HER.


04-02-2008 Månen i Haderslev aflyst
Vores koncert på Månen i Haderslev den 15. marts er desværre også blevet aflyst. Det kører sgu ikke rigtigt med de koncerter lige for tiden åbenbart... Igen står vi i en situation, hvor vi hellere end gerne ville have spillet, men stedet har, ved en fejl, lavet en dobbeltbookning og vi er desværre blevet de lille i det spil. Vi håber at kunne komme med en ny dato i Haderslev hurtigst muligt.


03-02-2008 'Here I Go' som Track of the Day på GarageBand.com
På grund af nogle meget positive anmeldelser af 'Here I Go' af brugerne på det store amerikanske musiksite, GarageBand.com, er nummeret blevet udvalgt til at være Track of the Day på næste søndag, den 10. februar. 'Here I Go' vil være at finde på forsiden i Modern Rock-kategorien på GarageBand.com, så husk lige at svinge omkring og støt os. Klik HER for at gå til siden.


03-02-2008 Artikel i Randers Amtsavis
Break Even prydede i går forsiden af Randers Amtsavis i forbindelse med udgivelsen af PLUS. Derudover bragte avisen også en hel sides interview med Martin og Kian, hvor drengene snakker om det nye album, fremtiden og livet som ambitiøse danske musikere. Læs hele artiklen online HER.


01-02-2008 PLUS er på gaden!
Dagen, som vi har knoklet frem imod i mere end 1½ år, er endelig oprindet. Vores andet album - PLUS - rammer gaden i dag og vi er virkelig stolte af den skive, der i dag ender på hylden hos din lokale pladepusher. Derfor håber vi også, at du vil tage lidt tid ud af din travle hverdag og tjekke det ud, når chancen byder sig. Det er jo fredag, så chefen siger nok ikke noget til, at du skruer højtalerne op på maks, danser på skrivebordene og hører en smule rock. Du kan streame hele albummet her i fuld længde, så der er nærmest ingen undskyldninger! Spred ordet og tak for støtten.


31-01-2008 Sådan lidt blandede nyheder!
PLUS er netop i dag havnet på iTunes én dag før, albummet officielt blevet udgivet. Vil du have fingrene i vores nye album hurtigere end hurtigt og kan du ikke vente til i morgen, kan du derfor allerede nu købe det digitalt. Smukt ikke!?!? Lige som det ser ud til at alt kører, kører det dog alligevel ikke helt. Koncerten i Gigantium i Ålborg den 1. marts er desværre blevet aflyst, selvom vi hellere end gerne ville have spillet. Vi håber, at vi kan tage den på et senere tidspunkt eller i det mindste spille et andet sted i Ålborg, for de af jer som så frem til at komme og høre os. Vi vender tilbage, når vi ved mere.


30-01-2008 Anmeldelse af PLUS i GAFFA
Vores kommende album, PLUS, er blevet anmeldt i februarudgaven af GAFFA. Anmelderen giver PLUS 4 ud af 6 stjerner og sammenligner bl.a. musikken med lige dele af BAAL og The Sandmen. Det er vi sådan set ret glade for og stolte af, så hvorfor tjekker du ikke lige vores nye album ud selv og danner dig din egen mening? Læs hele anmeldelsen HER.